Den Sorte Død i København

I sommeren 1711 hærgede en alvorlig pestepidemi København, og folk dør bogstavligt talt i hobetal.

I 1709 var var Københavnerne ramt af en koppeepidemi og i 1710 blev den afløst af plettyfus, og i 1711 kom så pesten. Man var tydeligvis bevidst om, at det var vigtigt at holde de syge væk fra resten af befolkningen.

Men byldepesten var nådesløs. Folk døde af blodforgiftning, der når deres pestbylder bristede og den infektionen trængte ind i blodårerne og hjertet.

I 1700-tallet forsøgte myndighederne at kontrollere rejseaktiviteten i Østersøregionen. Men det lykkedes ikke at undvige pestudbruddet, som var startet i den polske by Danzig i 1709 og derefter spredte sig til Riga, Helsinki, Stockholm og Helsingør i Nordsjælland.

Arkæolog tager sig en kaffepause

Ingen kur mod pesten

Lægestanden vidste godt, at pest var en smitsom sygdom, som på en eller anden måde kunne sprede sig via tekstiler. Så når en person blev syg, brændte man al det tøj og sengetøj, den smittede havde brugt.

Man havde også fundet ud af, at chancen for at blive rask var større, hvis pestbylderne blev skåret op, før de bristede. Derfor hyrede man barberer til at skære bylderne op. Hvis de blev tømt for gift i tide, havde patienten en chance for at overleve.

Men lægerne var stadig i vildrede. For selv om "Den Sorte Død", som pest blev døbt, op gennem middelalderen havde dræbt millioner af europæere, var der stadig ingen medicin. Derfor spredte der sig den opfattelse at det nok kunne tillægges at det var "Guds straf" når man blev ramt af denne grusomme sygdom.

Bag byens afspærring rasede katastrofen: 20.000 københavnere – flest kvinder og fattige – døde af byldepest på 4-5 måneder i 1711.

Efterhånden som antallet af lig voksede i løbet af sommeren 1711, blev kisterne lagt i jorden ovenpå hinanden.

Gravearbejdere støder på en kiste

I 2015 skal man foretage gravearbejde inde midt i København, og i den forbindelse støder gravearbejderne på låget af en kiste. Hele graven var fyldt med vand og da de løftede plankerne, kommer et kraniet kranie til syne.

Arkæolog fra Københavns Bymuseum i færd med at udgrave et skellet

Skelettet vidner om den sidste pestepidemi der rasede i København.

Skellettet lå begravet sammen med hundredvis af andre pestofre udenfor et midlertidigt hospital, som i 1711 blev oprettet på en gård. Pestsmittede blev anbragt og isoleret på gården, som dengang lå udenfor byens volde.

Knogler der er gravet ud

Og da byldepesten var nådesløs, og antallet af lig voksede i løbet af sommeren, blev kisterne lagt i jorden ovenpå hinanden. Som udgangspunkt udviste befolkningen ikke en større for disse kirkegårde og snart begyndte de at bruge dem som lossepladser, hvor løse vilde hunde gravede i jorden. Men de blev også steder, hvor unge og lyssky indbyggere holdt prøver.

Ukendt kirkegård ved Trinitatis Kirken

Skellettet viste sig at stamme fra en af de mange ukendte kirkegårde, som blev etableret i forbindelse med det store antal døde mennesker som Den Sorte Død førte med sig.

Kirkegården havde tilhørt Trinitratis kirken, og havde oprindeligt tilhørt tre gårde, indtil Frederik 4 købte købte gårdene i 1635. 22 år begyndte kirken at tage jordene i brug som kirkegård. På daværende tidspunkt gik området fra hjørnet af Kannikestræde til Runde Tårn. og mod nord til Landemærket hvor der løb et mur langs hele nordsiden.

Ikke den eneste Pestkirkegård

I 1711 blev der anlagt særlige pestkirkegård ud fra samme indretning ved "Vor frue", "Sankt Petri", "Nicolai Kirke" og "Helligejstes" kirker. Mellem “Gothersgade” og “Aabenraa gade”, lige syd for den reformerte kirke, og den første bisættelse under epidemien fandt sted den 19. august 1711.

Indtil i dag har man ikke vist meget om denne del af kirkegården. Men som man kan se på billederne, har Københavns Bymuseum været i gang med at grave på stedet, grundet nogle underjordiske anlægsarbejder, der var planlagt for dette område.

Håndtagene fra de stærkt nedbrudte kister, er i nogle tilfælde det eneste der er tilbage.

Jeg besøgte udgravningerne tre gange, og selvom de lige var gået i gang med udgravningerne da jeg var der første gang, havde de allerede fundet adskillelige skeletter, der var gravsat i op til 7 lag, hvor det øverste lag lå mindre end en halv meter under jorden.

Skelletterne som man finder i de mere eller mindre nedbrudte kister, er begravet helt nøgne, dels fordi man brændte de klædder de havde på sig, dels fordi man var af den opfattelse at man skulle møde sin skaber på samme måde som man blev født, nemlig helt nøgen. Dog finder man blandt de døde nogle små farveløse buketter, og andre personlige ejendele såsom bøger i enkelte af kisterne.