Den Sorte Død i København

I perioden fra 1709 til 1711 hærgede flere alvorlige epidemi i København, og folk døde bogstavligt talt i hobetal.

Begyndelsen af 1700 tallet var ikke en god start for københavnerne. I 1709 blev Københavnerne ramt af en koppeepidemi der i 1710 blev den afløst af plet-tyfus. I 1711 kom så pesten.

Selv om myndighederne forsøgte at kontrollere rejseaktiviteten, særligt i Østersøregionen, lykkedes det ikke at forhindre pestudbruddet, som begyndte i den polske by Danzig i 1709 og herfra spredte sig til Riga, Helsinki, Stockholm og til sidst nåede Nordsjælland nærmere betegnet Helsingør for til sidst at ramme København.

Arkæolog tager sig en kaffepause

Ingen kur mod pesten

Allerede den gang var myndighederne bevidste om vigtigheden af at isolere de syge fra resten af befolkningen, men alligevel viste pesten sig at være nådesløs og københavnerne døde i et stort tal af blodforgiftning, som et resultat af at pestbylderne bristede og infektionen dermed trængte ind i blodårerne og hjertet.

Lægestanden vidste godt at pest var en smitsom sygdom, der på en eller anden måde kunne sprede sig blandt andet igennem tekstiler. Så når en person blev syg af pest valgte man at brænde både det tøj og sengetøj som den smittede havde brugt.

Man vidste også at chancen for at blive rask blev forøget hvis pestbylderne blev skåret op før de bristede af sig selv. Derfor fik man barberer til at tage rundt og skære bylderne op på de pestramte patienter. Man var bevidst om at hvis bylderneblev tømt for “gift” i tide havde patienterne en større chance for at overleve.

Alligevel var lægerne var stadig i vildrede. For selv om "Den Sorte Død", som pesten siden kom til at hedde, op gennem middelalderen havde dræbt millioner af europæere, fandtes der stadig ingen kur der kunne forhindre helbredelsen af denne. Derfor bredte der sig en opfattelse i befolkningen at det nok også kunne tillægges at det var "Guds straf" når man blev ramt af denne grusomme sygdom.

Bag byens afspærring rasede katastrofen: 20.000 københavnere – flest kvinder og fattige – døde af byldepest på 4-5 måneder pesten rasede i 1711.

Efterhånden som antallet af døde voksede hen under sommeren 1711, og behovet for grave steg, valgte man den løsning at lægge flere kister i de enkelte grave, så de lå ovenpå hinanden.

Gravearbejdere støder på en kiste

I 2015 påbegyndte man et gravearbejde på Nina Bangs Plads i det indre København, grundet nogle planlagte underjordiske anlægsarbejder og kort efter stødte stødte man i forbindelse med gravearbejdet på nogle planker. Da man løftede plankerne viste det sig at være låget på en kiste og et kraniet kranie kom til syne. Det skulle vise sig at de skelletter der nu dukkede frem af jorden i det indre København stammede fra en af de mange ukendte kirkegårde som blev etableret i forbindelse med det store antal døde som Den Sorte Død førte med sig.

Fandt Skelettet der vidner om den sidste pestepidemi der rasede i København.

Det skellet man var stødt på viste sig at være begravet sammen med hundredvis af andre pestofre på et område der havde tilhørt et “midlertidigt hospital”, som man havde oprettet i 1711 på en gård uden for byens volde. Her havde man valgt at anbringe og isolere de pestsmittede fra byen for at forhindre at smitten spredte sig inden i de tætbebyggede boligområder i København.

Arkæolog fra Københavns Bymuseum i færd med at udgrave et skellet

Ikke den store respekt

Lige fra starten udviste befolkningen ikke den store respekt for disse pestkirkegårde, og snart begyndte befolkningen at bruge området som losseplads hvor også vilde hunde løb rundt og gravede i jorden. Med tiden blev området også samlingspunkter for unge og lyssky indbyggere der i ro og mag kunne udøve deres lyssky forretninger.

Knogler der er gravet ud

Som tidligere nævnt var pesten nådesløs, og antallet af lig voksede hurtigt i løbet af sommeren 1711. Dette medførte at kirkegårdene hurtigt blev fyldt op.

Skelletterne som blev fundet under udgravningen i de mere eller mindre nedbrudte kister, var stort set alle blevet begravet helt nøgne grundet man brændte de klæder de havde på sig, men måske også fordi man var af den opfattelse at man skulle møde sin skaber på samme måde som man blev født, nemlig helt nøgen. Dog blev der blandt de døde fundet nogle små farveløse buketter af blomster samt andre personlige ejendele såsom bøger og andre personlige ejendele.

Ukendt kirkegård ved Trinitatis Kirken

Kirkegården viste sig at høre under Trinitratis kirken der havde fået tildelt jorden fra tre gårde som Frederik 4 havde opkøbte allerede i 1635. 22 år senere var Trinitatiskirken begyndt at tage jordene i brug som kirkegård. På daværende tidspunkt gik området fra hjørnet af Kannikestræde til Runde Tårn. og mod nord til Landemærket, hvor der løb et mur langs hele nordsiden.

I moderne tid har kendskabet til denne del af kirkegården være noget begrænset, men som man kan se på billederne begyndte Københavns Museum at grave på stedet og det er forventningen at kendskabet til kirkegården bliver opdateret med de nye informationer man får afdækket.

Håndtagene fra de stærkt nedbrudte kister, er i nogle tilfælde det eneste der er tilbage.

Jeg besøgte selv udgravningerne af tre omgange og fulgte lidt med i afdækningen af denne hidtil ukendte begravelsesplads. Det var på en eller anden måde fascinerende at se hvordan skelleterne stadig var rimelig velbevaret, tiltrods for at de havde ligget så længe i jorden. Nogle af gravene viste sig at rumme op til 7 lag af døde, hvor det øverste lag lå mindre end en halv meter under gadeplan.