Jeg tog af sted for at fotografere et fyrtårn.
- Soren Sciera
- 14. jul.
- 4 min læsning
Jeg kom hjem med en historie om tid.
Egentlig havde jeg sat kursen mod Stevns fyr med et enkel mål. Jeg ville fotografere det fyrtårn jeg som dreng kunne se fra mine forældres altan på den anden side af Køge Bugt. På de klare sommeraften kunne man se fyret blive tændt, og sende sin pulserende lysstråle ud over Køge Bugt.
Formålet med turen var Ikke at lave endnu en serie åbenlyse billede af et hvidt tårn mod en blå himmel, men mere at afsøge hvordan jeg kunne fortælle en historie om stedet igennem mit kamera, som ikke bare var endnu en fortælling om et fyrtårn.
Idéen opstod ikke som en tilfældig indskydelse, men mere et ønske om at komme til at arbejde mere bevidst med mine motiver. Inden turen havde jeg lavet en lille fotografisk plan. Ikke en liste over billeder, jeg skulle tage, men en række øvelser, der skulle tvinge mig til at sænke tempoet. Først overblikket. Derefter arkitekturen. Til sidst detaljerne
Den opgave jeg havde givet mig selv, tog udgangspunkt i at omfavne den langsommere måde at fotografere på og som mange Hasselbladfotografer dyrker, hvor målet i sig selv ikke var at komme hjem med mange billeder, men begrænse mig til at tage 6 til 8 billeder, der til gengæld samlet set kunne fortælle en historie om stedet.
“Jeg tog til Stevns for at fotografere et fyrtårn. Men efterhånden som jeg bevægede mig rundt på stedet, gik det op for mig, at det interessante ikke kun var selve fyret. Det var sporene omkring det. Det gamle fyr, det vejrbidte murværk, detaljerne og forholdet mellem bygningerne og landskabet”.
Det viste sig hurtigt, at fortællingen ikke kun kom til at handlede om ét fyr. Stedet rummer nemlig to fyr på Stevns Klint.
Det gamle fyr der blev bygget i 1818 gemte sig næsten beskedent ved siden af sin høje efterfølger fra 1878. Hvor det nye fyr med sine 27 m rejser sig rankt og selvsikkert mod himlen, synes det gamle næsten ydmygt. Alligevel var det netop mødet mellem de to, der fangede min opmærksomhed mest.
Mit første billede kom derfor ikke kun til at rumme et fotografi af ét fyrtårn, men mere et billede der afspejlede en udvikling. To generationer af fyrteknologi samlet i én komposition. Motivet kom til at indeholde det gamle fyr i forgrunden, og det nye høje fyr som en lodret søjle bagved. Sammen fortæller de to fyrtårne historien om et sted, der måske nok har ændret sig igennem tiden, uden at dog at miste sin identitet.
Da jeg først havde taget det billede, holdt jeg op med at lede efter motiver. Jeg begyndte i stedet at lede efter sammenhænge.
Motivet er taget med kameraet på stativ, hvor jeg med en lav kameravinkel forsøger at fylde billederammen ud. Fra den lave kameravinkel voksede fyret op mod den blå sommerhimmel, indtil det næsten fik karakter af en skulptur. En påmindelse om, hvor enkelt et motiv kan være, når lyset og perspektivet arbejder sammen.
Jo længere tid jeg gik rundt i området, desto mindre var jeg optaget af de store motiver. Fokus begyndte i stedet at søge mod bygningerne omkring fyret. For de er også en del af fortællingen
Jeg valgte at bruge lidt ekstra tid i området for enden af den gamle fyrmesterbolig. Set direkte på, virkede det gamle fyrtårn næsten asketisk i sit udtryk. Den irrede grønne kobberkuppel, de næste eroderede stentrin og den afskallede puds afspejlede en historie om årtiers påvirkning fra vind, salt og vejr. Lige da jeg tog billedet brød solen igennem skyerne bag bygningen og sendte lysstråler hen over himlen. Som udgangspunkt fotograferede jeg en bygning, men billedet endte nærmest at blive som et portræt.
Det gik op for mig, at jeg egentlig ikke fotograferede arkitektur. Jeg fotograferede tid.
Da jeg gik om på forsiden af fyrmesterboligen fangede mine interesse en mørkegrøn trædør. Over døren hang en enkelt nøgen pære. Murværket omkring døren fremstod slidt, pudset skaldede af muren, og de gamle kalklag afslørede stenene nedenunder. Intet ved motivet forekom egentligt spektakulært, og de fleste ville sandsynligvis være gået forbi uden at skænke det en dybere tanke. Jeg valgte at gøre det modsatte.Jeg blev stående og betragtede motivet før jeg satte kameraet op og tog billedet.
For lige netop den dør fortalte en anden fortælling om stedet, som fyrtårnet ikke kunne. Nu handlede det ikke længere om navigation eller søfart, men om mennesker. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de mennesker, der gennem årene havde passeret netop denne dør. Men også om forfald og den langsomme nedbrydning, som kun tiden formår at skabe på en smuk måde.
Måske blev dette billede dagens vigtigste billede. Ikke fordi det var det mest imponerende jeg kunne fotografere. Men fordi det var med til at ændre min fortælling af stedet.
Da jeg satte mig ind i bilen for at køre hjem fra Stevns, slog det mig, at jeg havde brugt nogle timer på at fotografere noget andet end det, jeg oprindelig kørt efter. Jeg kom for fotografere fyret. Jeg kørte hjem med en lille serie at billeder om et sted - en historie om arkitektur, om materialer og de spor mennesker efterlader gennem tiden.
Måske er det netop derfor, jeg bliver ved med at fotografere. Ikke for at finde de store motiver, men for at opdage de små historier, der først viser sig, når man giver et sted tid.
Kommentarer