Når genrer ikke længere giver mening

Om at mærke verden gennem et kamera

Et personligt essay om at bryde med fotografiske kategorier.
Om at fotografere stemninger i stedet for motiver — og om at finde sig selv i det, man ser

Vi fotografer definerer os ofte gennem genrer — landskab, portræt, gade. Men hvad sker der, når de rammer, vi bruger til at forstå os selv, begynder at føles for små?

Dette er en refleksion over, hvorfor jeg ikke længere tænker på fotografi som en genre, men som en måde at føle og fortolke verden på.

Om at være fotograf

Der er perioder, hvor jeg tager kameraet op uden helt at vide hvorfor. Jeg leder ikke nødvendigvis efter et motiv — mere efter en fornemmelse. En fornemmelse af, at der er noget i luften, noget der skal udtrykkes.

Det er måske netop dér, fotografiet begynder for mig. Ikke som en teknisk disciplin, men som en måde at være i verden på.

Vi fotografer definerer os ofte gennem genrer. Vi siger, at vi er landskabsfotografer, portrætfotografer eller gadefotografer. Det giver mening — det gør det håndgribeligt, både for os selv og for andre. Men samtidig begrænser det os.

For når vi siger, “Jeg er landskabsfotograf”, hvad er det så, vi egentlig siger nej til?

De fleste ser mig som gadefotograf, og det er måske heller ikke helt forkert. Jeg elsker gaden — dens rytme, uforudsigelighed og mødet med det menneskelige. Men for mig handler det ikke om genren. Det handler om, hvordan jeg kan bruge kameraet til at indfange en stemning.

Når jeg fotograferer mennesker, træder de ind i mit univers. De bliver en del af den æstetik, jeg søger. Jeg forsøger ikke at dokumentere virkeligheden, men at fortolke den. Gadefotografering giver mig mulighed for at forme et rum af kontrol midt i kaos. Jeg leger med lys og kompositioner, der udfordrer det normale — søger det sted, hvor det virkelige og det æstetiske smelter sammen.

Jeg tror, det handler om stemninger. Det gør det egentlig altid.

Uanset om jeg fotograferer mennesker, gader eller landskaber, forsøger jeg at skabe noget, der føles.

Når jeg står i et landskab, handler det ikke om udsigten. Det handler om oplevelsen af at være der. Vinden, lyset, fugten i luften, stillheden. Alt det, der ikke kan planlægges. For i naturen har man ingen kontrol — og måske er det derfor, jeg finder ro i det.

Jeg tager billeder for at huske, men også for at forstå.

Når jeg trykker på udløseren, prøver jeg at fange, hvordan det føles — ikke nødvendigvis hvordan det så ud.

Jeg tror ikke på, at fotografi handler om at dokumentere virkeligheden. Det handler om at fortolke den gennem dit eget blik.

Se bare på Richard Avedon. Hans portrætter er ikoniske, ikke kun fordi han fotograferede kendte mennesker, men fordi du altid ser ham i billederne.

Når man ser et billede af Audrey Hepburn taget af Avedon, tænker man ikke:

“Der er Audrey Hepburn.”

Man tænker:

“Der er Richard Avedons billede af Audrey Hepburn.”

Det er dér, forskellen ligger.

For i sidste ende er det ikke motivet, der definerer dig som fotograf — det er din vision.

Den måde du ser på verden.

Den måde du bruger kameraet som dit sprog.

Genrer, teknikker og labels kommer og går.

Men følelsen — det, du prøver at formidle — er det, der bliver tilbage.

Så lad andre bekymre sig om, hvilken type fotograf du er.

Du skal bare sørge for, at dine billeder bærer dit blik.

Jeg skriver ikke det her som et manifest, men som en påmindelse — til mig selv, og måske til dig, der læser med.

Fotografi er ikke en kategori. Det er en måde at sanse på.

Og hvis jeg nogensinde skal kalde mig noget, så må det være:

En fotograf, der forsøger at mærke verden — og vise, hvordan det føles.

At se med mere end øjnene

Jeg tror, det er dér, kunsten opstår.

Ikke i genren, ikke i teknikken — men i ærligheden i det blik, man retter mod verden.

Hvis du også fotograferer, så prøv engang at stille dig selv spørgsmålet:

Fotograferer jeg for at vise, hvad jeg så?

Eller

for at vise, hvordan det føltes at se det?

Det er dér, forskellen ligger.

Og det er dér, jeg prøver at blive ved med at finde mit eget sprog

Hvad betyder det for dig at definere din egen fotografiske stemme?

Del gerne dine tanker i kommentarfeltet nedenfor — eller fortæl, hvilken stemning du altid vender tilbage til, når du fotograferer