Kunsten at lade være

Når jeg er ude at fotografere, sker det ofte, at jeg lader kameraet blive hængende over skulderen.

Egentlig er der ikke noget galt i dette. Lyset fungerer. Motivet er der. Jeg kunne tage billedet og gå videre.

De fleste fotografer ville måske sige: “Tag billedet alligevel – man lærer af hvert billede.” Og det kan de have ret i. Men med tiden har jeg opdaget, at mine bedste fotografier sjældent opstår i de øjeblikke.

De opstår til gengæld når jeg vælger ikke at tage billedet.

Når jeg venter. Når observere men vælger at gå videre - eller når jeg kommer tilbage en anden dag.

Ingen ser den del af mit fotografiske arbejde. Fordi de billeder, jeg ikke tog, findes ingen steder. Alligevel er netop denne tilbageholdenhed ofte forskellen på et fotografi, der føles bevidst, og et der blot dokumenterer at jeg var til stede.

For mig handler fotografi i høj grad om at kunne sige: “Nej – ikke endnu. Jeg kan gøre det bedre.” Om at acceptere, at det næsten altid betyder at det gør arbejdet sværere for mig selv.

Der findes en vedholden forestilling om, at dygtige fotografer kan få noget ud af hvad som helst. I praksis er de mest erfarne fotografer, jeg kender, ofte dem, der roligt kan tillade sig at lave ingenting – eller trække sig helt – når forholdene ikke er rigtige.

Det tog mig lidt tid at forstå, at tålmodighed i fotografi ikke er dovenskab. Det er dømmekraft. Det er at vælge resultatet frem for handlingen.

Den erkendelse har ofte formet mit arbejde mere end noget kamera, objektiv eller location nogensinde har.