Bag kulisserne på Kopenhagen Fur: En rejse gennem pelsens verden
Nogle steder føles, som om de altid har været der. De er så store, så effektive og så indarbejdede i samfundet, at man aldrig forestiller sig, at de en dag blot vil være et kapitel i historiebøgerne. Kopenhagen Fur var et af de steder.
Denne fortælling handler om en oplevelse, jeg havde i sensommeren 2020, og som senere skulle få betydning i en helt anden sammenhæng.
Fortællingen begynder dog lidt tidligere og involverer min nabo, som i mange år arbejdede som sorteringsmester på sorteringscentralen hos Kopenhagen Fur i Hvissinge. Når vi mødtes, faldt nogle af vores samtaler af og til på hendes arbejde. Med tiden fik jeg skabt et lille indblik i en virksomhed med en fascinerende historie og i en verden, som normalt ikke var tilgængelig for offentligheden.
Hvert år afholdt Kopenhagen Fur et lukket arrangement under navnet »Minkavlernes dag« på virksomhedens hovedsæde i Glostrup. Arrangementet strakte sig over flere dage og var åbent for minkavlere og andre med tilknytning til industrien.
Da jeg i den forbindelse blev inviteret og samtidig fik mulighed for at fotografere virksomheden indefra, tøvede jeg ikke et sekund med at takke ja. Her var en enestående mulighed for at dokumentere en verden, som ikke alle fik adgang til.
Da jeg trådte ind ad døren hos Kopenhagen Fur den dag, havde jeg ingen forestilling om, at besøget senere skulle få en helt anden og langt større historisk betydning.
Vidste du? Kopenhagen Fur var ejet af de danske minkavlere gennem et andelsselskab.
Første møde med virksomheden
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg med både spænding og store forventninger kørte ind i det industriområde i Glostrup, hvor Kopenhagen Fur havde sit hovedsæde.
Det første, der slog mig, da jeg drejede ind på parkeringspladsen, var virksomhedens størrelse. Bygningerne syntes at fortsætte længere, end øjet umiddelbart kunne overskue. Først dér gik det op for mig, at Kopenhagen Fur ikke blot var et auktionshus. Det var en hel industri samlet under ét tag.
Her fandtes både produktionslokaler, sorteringshaller, lagerhaller, administrationsbygninger og ikke mindst selve auktionshuset.
Da jeg trådte ind gennem hovedindgangen, blev jeg mødt af en mannequin i en kridhvid minkkåbe der kunne være taget direkte ud af et eventyr. Den repræsenterede et af de mange produkter, Kopenhagen Fur stod for, og som virksomheden solgte gennem sit eget luksuriøse mode- og accessoriebrand.
Jeg fortsatte op ad en svungen trappe og gennem en kort gang, hvorefter jeg trådte ind i et repræsentationslokale. Ved første øjekast gav rummet indtryk af at stamme fra 1950’erne eller 1960’erne. Indretningen var præget af Danish Modern og skandinavisk design, ikke mindst gennem brugen af teak, som dengang blev anvendt til at skabe en varm og eksklusiv atmosfære. I dag ville vi måske sige, at rummet havde karakter af en stor cigaræske.
Væggene var beklædt med teaktræslameller, og langs bagvæggen havde man valgt at bevare en række gamle telefonbokse. De stod tilbage som levn fra en anden tid. Selv om telefonerne for længst var fjernet, kunne man stadig fornemme den travlhed, der måtte have hersket, når de seneste salgstal skulle viderebringes til de enkelte pelsavlere.
Mødet med sorteringshallen
»Hvor det hele begynder«
I den anden ende af repræsentationslokalet åbnede bygningen sig pludselig op. Her trådte man ind i et stort område, hvor en del af de produkter, Kopenhagen Fur repræsenterede og solgte gennem sit eget brand, Oh! by Kopenhagen Fur, blev præsenteret.
Længere inde begyndte den del af virksomheden, som de færreste besøgende nogensinde fik at se.
Pludselig befandt jeg mig i en enorm hal, hvor stativer og jernbure fyldt med skind fra mink, ræv, chinchilla og sobel stod side om side eller var stablet oven på hinanden. Jeg havde aldrig før set så mange skind samlet på ét sted.
Rummet var svagt oplyst. Langs begge sider af hallen stod lange arbejdsborde med lysarmaturer, så sorteringsmedarbejderne kunne undersøge hvert enkelt skind grundigt. Der hvilede en afdæmpet atmosfære over hallen, og kun enkelte medarbejdere stod ved bordene og kontrollerede skind.
Selv efter at have gået lidt rundt, kigget på og mærket de forskellige skind var det svært ikke at blive overvældet af mængden.
Selv om hallen virkede næsten tom for mennesker, var det ikke svært at forestille sig, hvordan den måtte summe af aktivitet i højsæsonen. Her ville sæsonarbejdere stå side om side langs de lange borde og kontrollere den tilsyneladende endeløse strøm af skind, der ankom fra minkavlerne.
Men den dag virkede det blot som endnu en arbejdsdag.
Man kunne sagtens forestille sig, at lokalerne havde en ubehagelig lugt, når der nu blev arbejdet med skind fra døde dyr. Overraskende nok var det ikke tilfældet. Skindene havde ganske vist en karakteristisk duft, men lugten i hallerne var ikke ubehagelig.
Det overraskede mig, at selv om der var tale om en højt specialiseret industri, var det ikke maskinerne, der traf de første og vigtigste beslutninger i denne del af sorteringsprocessen.Det gjorde mennesker.
Erfaringen fandtes ikke i computere, men i hænderne og øjnene hos de medarbejdere, der hver dag vurderede tusindvis af skind.
Maskinhallen »Hvor teknologien tog over«
Min videre færd ind i produktionen førte mig gennem flere områder, hvor bundter af skind blev opbevaret, og videre ad en gang til et rum, hvor den første lyd af maskiner mødte mig.
Jeg befandt mig nu i det område, hvor skindene blev renset. Her stod de store pelsrensere, som medarbejderne kaldte tromler.
Min nysgerrighed fik mig til at se nærmere på, hvordan maskinerne kunne rense skindene uden at påvirke deres kvalitet. Først blev skindene lagt ind i en tromle. Derefter blev der tilført specialbehandlet bøgetræsmel, som skulle absorbere overskydende fedt og rense pelshårene uden at beskadige læderet.
Herefter blev skindene rystet, så det fedtmættede træmel blev fjernet. Processen kørte i et nøje fastsat antal minutter, og resultatet var, at skindene kom rene, blanke og luftige ud af maskinen.
Efter at have set, hvordan skindene blev renset, fortsatte jeg ind i et lokale, hvor en enkelt maskine straks tiltrak sig min opmærksomhed.
Vidste du? På sit højeste blev der omsat millioner af minkskind om året.
Hvor de foregående haller primært havde været præget af erfarne hænder og trænede øjne, stod jeg her over for en computerstyret sorteringsmaskine.
Jeg fik fortalt, at Kopenhagen Fur selv havde stået for udviklingen og designet af sorteringsmaskinen, der efter sigende var den eneste af sin art i verden. Ved hjælp af kameraer og specialudviklet software kunne den analysere hvert enkelt skind ud fra en række fastlagte kriterier og derefter sortere det med meget stor præcision.
Det var fascinerende at opleve mødet mellem et gammelt håndværk og moderne teknologi. Maskinen var udviklet med henblik på at effektivisere og ensarte en del af kvalitetskontrollen, som ellers byggede på menneskelig erfaring.
Skindene blev ført ind i maskinen på et transportbånd. Her vurderede kameraer og sensorer kvaliteten af hvert enkelt skind, hvorefter det blev registreret og forsynet med en stregkode, inden det landede i et bur og fortsatte til næste led i processen.
Når skindene var blevet kontrolleret og registreret, blev de kørt ind i en ny hal, hvor automatiseringen for alvor tog over.
Et kik ind i fremtiden
Det var næsten som at træde ind i fremtiden. Bag store glasvægge var der opbygget et enormt transportanlæg, hvor skindene via et omfattende netværk af transportbånd blev sendt gennem store fordelingsanlæg og videre frem til en fuldautomatisk pakkemaskine.
Det hele foregik med imponerende præcision. Selv om anlægget var enormt, virkede processen næsten ubesværet, som om hvert enkelt skind kendte sin egen vej gennem produktionen. Der var noget science fiction-agtigt over området.
Man kunne måske forvente, at de mange transportbånd og løftemekanismer ville skabe et støjfyldt arbejdsmiljø, men anlægget kørte med et overraskende lavt støjniveau. Det skyldtes muligvis, at maskinerne var afskærmet af de store glasvægge, men sikkert også, at hele anlægget var velholdt og velsmurt.
Den eneste markante lyd i dette landskab af mekanik var en svag hvislen fra pakkemaskinens automatiske løftearm, hver gang sugekopperne løftede en færdigpakket æske med skind ud af maskinen.
Selv om pakkeområdet tilsyneladende kunne fungere næsten uden menneskelig indblanding, var der stadig enkelte tegn på menneskelig tilstedeværelse. På nogle whiteboards var der skrevet oversigter over de mængder, som havde passeret gennem det fuldautomatiske pakkeri.
Vidste du? Området omfattede omkring 94.000 m² med sortering, lager, administration og auktionssale.
Kølekælderen
Det sidste led i processen handlede om opbevaringen af de mange millioner skind, som Kopenhagen Fur håndterede.
En elevator førte mig ned under bygningerne, og da døren gled op, blev jeg mødt af et køligt, næsten sterilt rum, hvor den eneste lyd kom fra køleanlæggets sagte summen.
Foran mig rejste lange rækker af metalreoler sig. De var fyldt med æsker og syntes at fortsætte længere, end jeg umiddelbart kunne overskue. I gangene mellem reolerne stod gaffeltrucks parkeret. De kunne løfte æskerne op i omkring otte meters højde.
Det var først, da jeg stod dernede i kølekælderen, at tallene for alvor fik fysisk form.
Jeg fik oplyst, at der i denne kølekælder blev opbevaret omkring en million skind. I et tilsvarende kølerum lå yderligere omkring to millioner skind, som blot ventede på at blive solgt ved en kommende auktion.
Efter at være blevet præsenteret for de mange processer, et skind gennemgik, før det var klar til at blive udbudt på pelsmarkedet, fortsatte rundvisningen mod det måske mest ikoniske rum hos Kopenhagen Fur: auktionslokalet.
Vidste du? Der blev afholdt fem auktioner om året. Hver auktion varede fem til seks dage, og på de travleste dage blev der omsat skind for mange millioner kroner.
Auktionslokalet »Her blev værdien afgjort«
Efter at være gået op ad en trappe og hen ad en gang drejede jeg rundt om et hjørne og stod pludselig bagerst i det auktionslokale, hvor hele magien foregik.
Jeg tabte næsten vejret, da mit blik bevægede sig tværs gennem salen.
Mit første indtryk var, at jeg stod og betragtede en moderne udgave af et klassisk græsk amfiteater.
Rækker af svungne borde i teak- eller mahognifinér var placeret i niveauer op mod en hævet scene forrest i lokalet. Her stod podiet, hvorfra auktionarius kunne styre slagets gang, støttet af store digitale skærme, der viste de aktuelle priser, kategorier og valutaomregninger.
Man fik tydeligt fornemmelsen af et rum, der var indrettet med ét bestemt formål: at skabe de bedst mulige rammer for international handel.
Væggene var beklædt med varme teaktræslameller og oplyst af små spots, der gav lokalet en særlig visuel varme. Det stod i skarp kontrast til salens mest genkendelige element: de hundredvis af polstrede skalsæder.
Som det eneste kraftige farveelement i hele salen brød de turkisblå stole med de brune trænuancer og gav rummet et mere moderne og energisk udtryk.
Det var ikke svært at forestille sig den hektiske stemning, der måtte have fyldt salen på en travl auktionsdag, når omkring 500 købere fra hele verden sad i rummet, og auktionarius sendte en hurtig strøm af priser og tal ud over forsamlingen.
Men den dag var det kun mig og mit kamera.
Jeg tænkte ikke over, at denne sal få år senere ville komme til at stå tom.
Vidste du? Købere fra hele verden rejste til Glostrup for at deltage i auktionerne.
Når billeder ændrer betydning
Da jeg tog disse billeder, forestillede jeg mig ikke, at de en dag ville blive dokumentation af en industri, som næsten skulle forsvinde fra Danmark.
Da jeg trykkede på udløseren den dag, fotograferede jeg en levende arbejdsplads.
Først flere år senere gik det op for mig, at billederne også var blevet et dokument over en epoke i dansk erhvervshistorie.
Kommentarer