Da jeg endelige sagde Ja til et Hasselblad X2D II 100C
Efter flere måneders overvejelser om, hvorvidt jeg skulle investere i Hasselblads nyeste kamera, Hasselblad X2D II 100C, traf jeg endelig beslutningen. Så jeg lagde en bestilling hos min lokale kamerapusher, og få dage senere stod jeg i butikken med en følelse, som de fleste fotografer sikkert kender. Glæden over et nyt kamera. Men også den lille stemme, der spørger: Var det nu virkelig nødvendigt?
De seneste måneder har netop kredset om det spørgsmål. Havde jeg overhovedet brug for et nyt kamera?
Jeg ejer allerede et Hasselblad 907X med CFV II 50C, som fortsat leverer billeder af en kvalitet, der imponerer mig hver eneste gang. Dertil kommer mit trofaste Hasselblad 500 C/M, som minder mig om, hvorfor jeg i sin tid forelskede mig i mellemformat.
Alligevel endte jeg med at bringe endnu et Hasselblad hjem.
Hvorfor egentlig så?
For den, der ikke interesserer sig for fotografering, kan det måske virke helt uforståeligt. Hvorfor købe et kamera, der koster mere end mange brugte biler, når de kameraer, man allerede ejer, stadig fungerer glimrende?
Det spørgsmål har jeg faktisk stillet mig selv mange gange.
For hvorfor vælge et værktøj, der koster så meget, når langt billigere kameraer uden problemer kunne løse mine fotografiske behov?
Lad mig starte med en erkendelse.
Jeg havde ikke brug for det.
Men jeg havde et stærkt ønske om at fotografere med det. Der er forskel. Og den forskel synes jeg er værd at være ærlig omkring.
Hvis Hasselblad udgav et X2D III i morgen med præcis den samme billedkvalitet, men pakket ind i et plastikhus uden den karakteristiske betjening og materialefølelse, ville jeg så stadig købe det?
Mit ærlige svar er nej.
Sandheden er, at jeg ikke købte X2D II, fordi mine andre kameraer begrænser mig. Det gør de ikke. Jeg kunne uden tvivl fortsætte med at lave de samme billeder med de kameraer, jeg allerede ejer.Jeg valgte det, fordi det taler direkte ind i den måde, jeg ønsker at fotografere på.
For mig handler fotografering om mere end det færdige billede. Den handler også om processen. Om roen. Om at fotografere bevidst. Og om fornemmelsen af at arbejde med et værktøj, der føles rigtigt i hænderne.
Et kamera skal også føles rigtigt
I det øjeblik, jeg løfter X2D II ud af æsken, står det ret hurtigt klart, at Hasselblad fortsat betragter et kamera som mere end elektronik pakket ind i et kabinet. Det skal også være et værktøj, man har lyst til at arbejde med.
Og her må jeg indrømme, at jeg er forholdsvis nem at begejstre.
Kameraet føles kompakt og solidt i hånden. Der er en tyngde over det, uden at det føles unødigt tungt, og det dybe greb passer godt til min hånd. Knapper og drejehjul sidder, hvor jeg forventer at finde dem, og betjeningen har den taktile fornemmelse, jeg holder af ved et kamera.
Det kan måske lyde som detaljer. Og det er det sådan set også.
Men det er samtidig de detaljer, jeg kommer til at mærke hver eneste gang jeg tager kameraet med ud.
Det enkle tiltaler mig
Noget af det, jeg altid har syntes godt om ved Hasselblad, er deres forholdsvis enkle tilgang til betjeningen. X2D II fortsætter i samme spor.
Den store skærm fylder meget på bagsiden, og brugerfladen er enkel og overskuelig. De vigtigste informationer får lov til at fylde mest. Blænde og lukkertid står tydeligt frem, mens ISO og eksponeringskompensation visuelt træder lidt tilbage.
Det lyder måske banalt, men jeg synes faktisk, det fortæller noget om Hasselblads tilgang til kameraet.
Jeg skal ikke bruge tid på at finde ud af, hvor informationerne befinder sig. Jeg skal skal kun koncentrere mig om at fotografere.
Det samme gælder menuerne. Der er sjældent langt ned til den funktion, jeg leder efter. Sammenlignet med nogle af de omfattende menusystemer, man finder i moderne kameraer, opleves det næsten befriende enkelt.
Jeg har ikke behov for et kamera, der kan konfigureres på hundrede forskellige måder. Jeg har behov for hurtigt at kunne indstille de funktioner, jeg skal bruge, og derefter glemme resten.
Teknikken skal helst forsvinde
X2D II indeholder selvfølgelig masser af avanceret teknik. Den indbyggede billedstabilisering gør det eksempelvis muligt at arbejde håndholdt under forhold, hvor et mellemformatkamera tidligere hurtigt havde sendt mig i retning af stativet.
Den interne SSD på én terabyte er en anden funktion, som på papiret måske ikke virker særlig spændende, men som i praksis giver god mening. Jeg behøver ikke tænke meget over hukommelseskort eller lagerplads. Jeg kan koncentrere mig om at fotografere.
Og måske er det netop sådan, jeg helst vil have teknikken.
Den må gerne være avanceret. Den skal bare ikke hele tiden minde mig om, at den er det.
Søgeren og den store skærm er selvfølgelig også en del af oplevelsen. Skærmen kan vippes, hvilket jeg især kan se en fordel i, når jeg arbejder fra en lavere position. Det bringer på sin egen moderne måde lidt af den arbejdsform tilbage, jeg kender fra mit Hasselblad 500 C/M, hvor verden betragtes fra en anden højde end gennem en traditionel søger ved øjet.
Det er naturligvis to vidt forskellige kameraer.
Men følelsen af at sænke kameraet og betragte motivet fra en anden position er ikke helt fremmed.
På den ene side står jeg altså med et moderne digitalt mellemformatkamera fyldt med avanceret teknologi. På den anden side oplever jeg stadig en enkelhed i måden, kameraet inviterer mig til at arbejde på. Teknikken er der. Men den står ikke nødvendigvis i vejen for fotograferingen.
Nu skal det ud i virkeligheden
Der er selvfølgelig én væsentlig ting, jeg endnu ikke ved. Om alle mine forventninger holder.
Jeg har trods alt lige fået kameraet. Nyhedens interesse er stadig intakt, og lige nu er det svært ikke at lade sig begejstre. Det interessante bliver derfor ikke, hvad jeg synes om X2D II efter nogle få dage. Det bliver, hvad jeg synes om det, når det har været med mig ude i virkeligheden. Når det har fået brugsspor. Når jeg har fundet de ting, der irriterer mig. Og når kameraet forhåbentlig er blevet et værktøj frem for et nyt stykke legetøj. For det perfekte kamera findes næppe. Og det behøver det heller ikke.
Når jeg ser tilbage på de kameraer, der har betydet mest for mig, er der alligevel et tydeligt mønster. De har alle fået mig til at fotografere mere bevidst. Til at tænke mig om en ekstra gang, før jeg trykker på udløseren. Til at være mere til stede i det, jeg fotograferer.
X2D II ændrer ikke min måde at fotografere på. Det gør mig heller ikke til en bedre fotograf.
X2D II kommer ikke til at ændrer måden, jeg ser verden på. Den bekræfter den måske bare.
Jeg købte det jo ikke, fordi jeg havde brug for et nyt kamera. Jeg købte det, fordi jeg efterhånden har fundet ud af, hvordan jeg helst vil fotografere.
Kommentarer