Gadefotografering

I dette blog indlæg, fortæller jeg lidt omkring det der facinere mig når jeg laver gadefotografering. Indlægget er ikke udtømmende for min passion, men bare et forsøg op at beskriv lidt af det der facinere mig mest, samt lidt om den teknik der ligger bag min gadefotografering.

For mig er gaden næsten altid et sted fyldt med uforudsigelighed. Mennesker, handlinger og situationer, hvor man aldrig helt ved, hvad der vil ske. Dette er noget af det, der fascinerer mig ved gadefotografering. De billeder, jeg tager, er hovedsageligt fra København og skildrer et flygtigt øjeblik samt hverdagen, der udfolder sig på gaden, indrammet af en poetisk blanding af nuancer og lys.

Hvad er det egentlig, der fascinerer mig mest ved gadefotografering?

Det, der mest fascinerer mig ved gadefotografering, er dens uforudsigelige natur. Man kan naturligvis blive fortrolig med gaderne og begynde at se mønstre i, hvordan livet udfolder sig, men i sidste ende er der meget, der ligger uden for fotografens kontrol. Karaktererne, der dukker op, situationer, handlinger, interaktioner, lyset osv. Med erfaring lærer man at spille oddsene til sin fordel; men det er også evnen til at være åben for disse uforudsigelige øjeblikke, der driver min spænding og interesse.

Hvad går jeg efter i mit valg af motiv?

Jeg forsøger så vidt muligt at undgå at overtænke mit motiv. Jeg har ofte bemærket, at når man begynder inden for en hvilken som helst fotografisk genre, føler man et konstant pres for at udvikle sin egen stil. Min erfaring har imidlertid vist, at jo mere man prøver at fremtvinge en bestemt stil, desto mindre autentisk bliver resultatet. Personligt har jeg haft lettere ved at identificere, hvad der fanger mit øje under redigeringsprocessen. Dette har gjort mig mere bevidst om den visuelle stil, jeg måske har, hvilket igen skærper min opmærksomhed, mens jeg fotograferer.

Hvilken fotografisk tilgang har jeg?

En af de vigtigste ting for mig er at respektere de mennesker, jeg fotograferer. Jeg ønsker ikke at få folk til at føle sig utilpas. Når det er sagt, er det en konstant indre kamp, som jeg er sikker på, at mange gadefotografer oplever, når jeg fotograferer på gaderne. Jeg ser ofte en scene, der visuelt tiltrækker mig; men efter at have overvejet muligheden for at tiltrække opmærksomhed, kan jeg vælge at trække mig tilbage og gå videre. Gennem årene har jeg forsøgt at omprogrammere min tilgang og reaktion til at kunne: identificere scenen - skyde - håndtere resultatet, i stedet for: identificere scenen - overveje at fotografere - gå væk. Men for at dette skal fungere, skal man sandsynligvis gentage processen regelmæssigt, ellers forsvinder ens selvtillid gradvist.

Hvordan nærmer jeg mig de mennesker, jeg fotograferer?

Jeg bærer normalt kameraet om halsen, så det er mere synligt. Tidligere plejede jeg at vikle stroppen om mit håndled og holde kameraet langs siden for at være mere anonym. Men med tiden indså jeg, at dette ofte havde den modsatte effekt, da jeg altid så ud som om jeg forsøgte at skjule noget, hvilket tiltrak opmærksomhed! Jeg har derfor konkluderet, at det at have kameraet om halsen viser, at jeg ikke har noget at skjule. Jeg præsenterer mig selv som en person, der tager billeder. Og baseret på erfaring, begynder folk hurtigere at acceptere og glemme dig.

Hvilket kamera anvender jeg?

Da jeg begyndte med gadefotografering, brugte jeg hovedsageligt halvautomatiske kameraer med autofokus og zoomobjektiver. Men jeg er siden skiftet til Leica's M-serie og har været imponeret over ydeevnen og resultaterne, som disse digitale M-kameraer kan levere. Naturligvis har mine forventninger ændret sig i takt med teknologiens udvikling gennem årene. Selvom ikke alle vil være enige i min vurdering, vil jeg til mit forsvar sige, at jeg for længe siden erkendte, at jeg bestemt ikke ville egne mig som produktudvikler! Jeg mener dog, at styrken ligger i kameraets design. Udover at være et af de mest ikoniske kameradesigns, er det også utroligt diskret. Folk opfatter det ikke som et truende stykke udstyr og har derfor ikke en tendens til at reagere på, at det bruges tæt på.

Kort om min fotografiske proces:

Jeg foretrækker generelt at holde tingene manuelt på kameraet med hensyn til eksponering og fokus. Den primær årsag til dette er at kunne bevare den overordnede kontrol og selvfølgelig reducere mængden af ​​mistede eksponeringer. Jeg nyder at fotografere i kontrastlys, når solen står lavere på himlen. Jeg bestemmer til at begynde med grov eksponering ved at tilpasse eksponeringen til lysforholdene. Når jeg først har det korrekte lysforhold, er det hele manuelt derfra. Jeg prioriterer en lukkertid (min. 1/125) hvorefter jeg venter på at den rette situation opstår.

Mine fotografier dækker primært "gaden" i København.

Til at begynde med troede jeg, at jeg var nødt til at rejse ud i verden for at tage de helt rigtige gadefotografier, da det ofte er lettere at føle sig inspireret, når man befinder sig et nyt sted, man ikke kender så godt. Ens sanser skærpes, og man ser verden med helt nye øjne. Det tog lidt tid, før jeg fik en aha-oplevelse og begyndte at indse, at det ikke var så svært at finde en ny gade i mit eget nabolag, hvor jeg kunne tage lige så spændende billeder som i for eksempel London, New York eller Tokyo, blot for at nævne nogle få.

For mig betyder "gade" også "liv"?

For mig indebærer gadefotografering at tage billeder af hverdagslivet på ethvert offentligt sted uden at manipulere eller arrangere nogen elementer i billedet. Det er dens ægthed og spontane karakter, der kendetegner gadefotografering. Personligt, og især i forbindelse med gadefotografering, betyder "gaden" også "liv". Jeg mener, der ikke findes et bedre sted at opleve livet udfolde sig i realtid. Det mest fascinerende er impulsen til at fotografere det.

Galleri

Et lille udpluk af min gadefoto, som alle er taget i København.